Muligheder og udfordringer for sundhedsinnovation i Danmark

Den 13. november 2018 afholdt Copenhagen Healthtech Cluster, Copenhagen Health Innovation og CACHET – Copenhagen Center for Health Technology konferencen Sundhedsinnovation i Fællesskab.

Sundhedskonference 2018_1 

Til konferencen inviterede vi bl.a. et panel bestående af seks skarpe profiler til at tage temperaturen på sundhedsinnovation i Danmark. Få overblikket her.

Sundhedskonference 2018_2 

For andet år i træk inviterede Copenhagen Healthtech Cluster, Copenhagen Health Innovation og CACHET – Copenhagen Center for Health Technology til udsolgt konference om sundhedsinnovation i Mærsk Tårnet. Én af de pointer, vi tog med os hjem fra konferencen sidste år var, at vi skal være bedre til at samarbejde på tværs. I år har vi derfor valgt at have sundhedsinnovation i fællesskab som det centrale tema.

Samarbejde på tværs af sektorer er ikke bare en del af løsningen – det er forudsætningen for, at vi kan løse de udfordringer, fremtidens sundhedssektor står over for. Men hvordan skaber vi i fællesskab de bedste rammer for nye innovative løsninger til fremtidens udfordringer i sundhedssektoren?

For at få cirklen til at dreje rundt, skal der skrues på alle tandhjul.

Sundhedskonference 2018_3 

Vi indledte konferencen med at invitere et panel bestående af seks markante profiler til at tage temperaturen på muligheder og udfordringer for sundhedsinnovation i Danmark gennem en live SWOT-analyse.

Herunder samler vi op på fire af de væsentligste styrker, svagheder, muligheder og udfordringer, panelet fremhævede i analysen.

Panelet bestod af:

Sundhedskonference 2018_4

Sundhedsdata i særklasse: Stort potentiale for at udvikle og forbedre det danske sundhedsvæsen

Danmark kan bryste sig af at have nogle af verdens bedste registre med sundhedsdata, som rummer et stort potentiale til at udvikle og forbedre sundhedsvæsenet. Det fremhæver både Peter Høngaard Andersen, Krsitian Hart-Hansen og Diana Arsovic Nielsen som en styrke ved mulighederne for sundhedsinnovation i Danmark.

Udfordringen er til gengæld, at de tilgængelige sundhedsdata er spredt i forskellige databaser, som kun enkelte faggrupper har adgang til, mener Kristian Hart-Hansen. Dermed taler han sig ind i hele udgangspunktet for konference under titlen Sundhedsinnovation i Fællesskab.

En væsentlig udfordring i brugen af data er den stigende skepsis i befolkningen over for at dele personlige sundhedsdata set i lyset af den seneste tids konflikter med bl.a. Cambridge Analytica. Syntetiske data er en mulighed for at undgå nogle af de etiske udfordringer, som ikke-anonymiserede sundhedsdata fører med sig.

Sundhedskonference 2018_5 

Excellente forskningsmiljøer: Uddan studerende til at tænke og udvikle interdisciplinært

Rasmus Larsen og Bente Merete Stallknecht peger på de danske forskningsmiljøer som en styrke i brugen af sundhedsinnovation Men ifølge Martin Vesterby bærer de kliniske miljøer præg af ekstrem monofaglighed.

Uddan folk i at kunne udvikle interdisciplinært. Vi skal møde hinanden tidligere, så vi får opbygget kompetencer.

Lyder det fra Martin Vesterby.

Påfaldende nok peger størstedelen af panelet på silotænkning som en svaghed. På de gule, lilla, grønne og blå kort, der pryder tavlen bag ved panelet, står der udsagn som ”Ekstrem monofaglighed”, “Kassetænkning og suboptimering”, “Forskning forankret i forskellige organisationer”, “Svært at samarbejde på tværs af sektorer” og “Sundhedsdata er spredt” under Svagheder.

Den teknologiske forskning er forankret på ét universitet, mens den sundhedsfaglige ligger på et andet universitet.

Lyder det fra Rasmus Larsen.

Panelet er enige om, at der er behov for at uddanne studerende til at kunne udvikle og tænke interdisciplinært og dermed sikre et samarbejde, der går på tværs af uddannelser og industri.

Sundhedskonference 2018_6 

Bedre globalt udsyn: Danmark taber terræn i den internationale konkurrence

Nye teknologier som kunstig intelligens og machine learning giver adgang til helt nye områder i sundhedsvæsenet, og der er fantastiske muligheder for at gribe det globalt voksende marked for sundhedsteknologi

siger Rasmus Larsen. Danmark har muligheden for at blive verdens førende på disse områder, hvis vi følger med i den globale udvikling. ”Men andre kommer foran os i den internationale konkurrence”, uddyber han.

Der er enighed fra Kristian Hart-Hansen. Han peger på, at Holland, Frankrig og Storbritannien allerede investerer massivt i kunstig intelligens, og at Danmark mister muligheden, hvis vi ikke reagerer hurtigt. Han understreger, at Danmark kan blive samlingspunkt for samarbejde og udvikling af kunstig intelligens – et af de vigtigste felter inden for sundhed fremadrettet.
Adgangen til sundhedsteknologi skal findes på universiteterne. Danmark har gode universiteter, som gør Danmark attraktivt for internationale studerende. Vi har en god start-up kultur, som skal udnyttes bedre.

Danmark taber terræn, mens den globale konkurrence bliver mere intens.

Siger Bente Merete Stallknecht.

Sundhedskonference 2018_7 

Datadrevet skift fra sygdoms- til sundhedsvæsen

Vi bør ændre sundhedssystemet fra et sygdomsvæsen til et sundhedsvæsen.

Lyder det fra Peter Høngaard Andersen.

Diana Arsovic Nielsen påpeger det økonomiske pres, der er på sundhedsvæsenet som en af de væsentligste udfordringer. Der er flere, der skal modtage behandling, og det stiller store krav til at levere hurtigt nok. 5 procent af befolkningen står for 50 procent af sundhedsudgifterne, lyder det fra Peter Høngaard Andersen. I fremtidens sundhedsvæsen bør der være et større fokus på forebyggelse.
Diana Arsovic Nielsen ser det også som en udfordring, at sundhedssystemet er organiseret i specialer – ikke omkring patienten. Omvendt ser hun potentiale i at se på medindflydelse fra patienten som en drivkraft i udviklingen af sundhedsvæsenet.

Vi er organiseret i specialer – ikke omkring patienten.

Se hele resultatet af SWOT-analysen her:

Sundhedskonference 2018_8 

Se alle materialer fra konferencen her.