Engrafo gør vidensopsamling automatiseret i datadrevne virksomheder

Start-up’en Engrafo har skabt en videndelingsplatform, der automatisk opsamler viden om forretningskritiske data og om, hvordan de bruges til analyser og rapporter på tværs i organisationen.

Det er helt centralt for datadrevne virksomheder at kunne dele data og metadata på tværs af organisationen på en nem og struktureret måde, sådan at disse data kan blive et aktiv for virksomheden. Men det er måske nemmere sagt end gjort. For selvom datadeling både kan udvikle forretningen og gøre den mere robust og effektiv, kan det være udfordrende at implementere de helt rigtige systemer, der gør det brugervenligt og gennemsigtigt for hele virksomheden.  

Tre store udfordringer

Ifølge Engrafo, kan der opstå tre store udfordringer, hvis en virksomhed ikke har de rigtige værktøjer ift. at få arbejdet med data til at lykkes:

  •  Virksomheden kan blive uhensigtsmæssigt afhængig af enkelte kernemedarbejdere, hvilket gør virksomheden sårbar ift. f.eks. medarbejderafgang
  • Der kan opstå mangel på systematisering og automatisering af dokumentations-processer, da data ofte håndteres manuelt i flere forskellige systemer
  • Det kan være svært for den enkelte medarbejder at gennemskue dokumentation af data, lavet af specialister fra andre afdelinger grundet manglende fokus på formidling

Engrafos softwareløsning er et skræddersyet værktøj, der skal hjælpe datadrevne virksomheder med automatiseret datadeling. Den intuitive platform, som kan anvendes bredt i virksomheden, gør det nemt at oprette, berige og fremsøge information om data, data lineage og dataanvendelse gennem integrationer og systematisering.

Hjælp til implementering

Engrafo består af en række erfarne konsulenter, der står klar til at hjælpe med implementering, sådan at løsningen kan implementeres på få uger inkl. træning af virksomhedens medarbejdere. 

Engrafo giver altså virksomheder mulighed for at udnytte deres data på tværs af forretningen, så data og metadata kan blive et aktiv for virksomheden.

Innovationsforløb

Engrafo er sammen med DTU Health Tech og allergivirksomheden ALK i gang med et innovationsprojekt, hvor platformen bliver udviklet og gjort endnu stærkere ift. at løfte vidensopsamling og videndeling inden for Life Sciences & Pharma. 

Projektet tager udgangspunkt i det omfangsrige digitale økosystem, som ALK har skabt ved at interagere direkte med forbrugere i deres Consumer Care forretningsenhed. ALK er en global leder inden for allergivaccination, hvor de blandt andet har udviklet tabletbehandling til de mest almindelige luftvejsallergier. I dette projekt stiller ALK som samarbejdspartner data og metadata til rådighed, hvilket giver Engrafo mulighed for at videreudvikle deres egen platform via disse unikke datasæt. 

Igennem Copenhagen Healthtech Solutions får projektet tilknyttet en forsker, som hjælper med at teste vidensplatformen og i fællesskab med de andre parter at afsøge yderligere potentialer i Engrafo og udarbejdelse af Return on Investment case studies.

Besøg Engrafo på deres LinkedIn her og læs mere på deres hjemmeside her. 

Om Copenhagen Healthtech Solutions

I Copenhagen Healthtech Solutions får 35 små og mellemstore sundhedsteknologiske virksomheder støtte til at videreudvikle et koncept eller et produkt gennem forsknings- og praksisbaseret viden i målrettede innovationsforløb. Virksomhederne bringes sammen med viden institutioner og testmiljøer for at udvikle nye produkter eller services. 

Innovationsforløbene har til formål at øge antallet af nye innovative virksomheder i Region Hovedstaden inden for sundheds- og velfærdsområdet. 

Læs mere her og kontakt projektleder Niels Roest på nur@copcap.com hvis du vil høre mere om projektet.